Ny filmkonsulent

2011-02-01 08:07

Ny filmkonsulent for dokumentarfilm

Fra 1. februar er Katrine Kiilgaard ny dokumentarfilmkonsulent hos Den Vestdanske Filmpulje.

Hun arbejder til daglig hos Filmkontakt Nord, hvor hun fungerer som Head of Industry for festivalen Nordisk Panorama med ansvar for Nordisk Forum for Co-financing of Documentaries, Nordisk Panorama Market og Nordisk Panorama Outlook.

Via kontinuerlig deltagelse i internationale festivaler og financieringsfora har hun fingeren på pulsen i den europæiske dokumentarfilmbranche. I sit virke på Filmkontakt Nord rådgiver hun løbende den nordiske branche om projektudvikling, finansiering og distribution af dokumentarfilm. Gennem de seneste 10 år har hun deltaget i udvalg og juryer på en række festivaler.

”Jeg glæder mig meget til arbejdet for Den Vestdanske Filmpulje, til at lære regionens filmmagere bedre at kende, og ikke mindst til at læse en masse spændende nye dokumentarfilmprojekter” siger Katrine Kiilgaard.